ved psykolog Anne-Mette Mohr, Den Tværfaglige Sundhedsklinik.
Hørelsen tjener, på samme måde som synet og lugtesansen, først og fremmest som en form for alarm- og hjælpefunktion, der skal bringe os sikkert gennem livet. Via hørelsen sanser vi, hvem eller hvad en given lyd tilhører, hvad den betyder og hvorfra den kommer.
Når man begynder at høre dårligt, nedsættes denne evne imidlertid. Det betyder, at det bliver sværere at få fat i vigtige informationer, der bliver meddelt personligt, gennem radioen, på togstationen, i lufthavnen og så videre. Og evnen til at kunne høre, hvad det er for en lyd – og som følge heraf at beslutte, hvordan der skal reageres på den – reduceres: Er det torden, eller en lastbil, der buldrer forbi ude på vejen, eller er det nogen, der banker på døren?
Når man går over gaden, bliver man, når hørelsen begynder at svigte, nødt til at se sig ekstra godt for. Man hører måske ikke den bil, der nærmere sig fra en sidevej i susende fart, og som om et kort sekund svinger rundt om hjørnet hen imod, hvor man står og er på vej over gaden.
Det er meget almindeligt, at man både kan føle sig stresset og træt på grund af høretabet. Stressen opstår typisk i de situationer, hvor man er en blandt flere, der taler sammen, fx til et selskab. Her bliver man nødt til at være på tæerne hele tiden, så man kan finde ud af, om der tales til en. Dette er en følge af den nedsatte evne til at retningsbestemme, hvorfra lyden (her af tale) kommer. Trætheden skyldes, at det kræver ekstra energi og øget koncentration at få forstået – ”tydet” -, hvad det er, der bliver sagt. Det svarer på en måde til, hvor kompliceret og stressende det ville være, hvis man hurtigt skulle læse og forstå et håndskrevet brev, hvor håndskriften var utydelig eller svær at læse, og hvor der måske oven i købet manglede ord, der var vigtige for forståelsen af indholdet.
Når man er ude i sociale sammenhænge, eksempelvis til et selskab, hvor man ikke kender så mange, går vejen til at ”få hul på en samtale” normalt via smalltalk. Men når man hører dårligt, bliver det sværere at smalltalke – for smalltalkens kerne er jo, at man taler hurtigt og svarer hurtigt på ”tryghedsskabende” almindeligheder” såsom: ”Sikken et dejligt vejr vi har i disse dage”. Netop det med hastigheden er svært, når man hører dårligt. Man skal jo først igennem processen med at ”tyde” hvad der bliver sagt. Måske svarer man oven i købet forkert, fordi man grundet høretabet misforstod hvad der blev sagt: ”Ja, Helen har altid været god til at bage (hvor man altså har hørt noget i retning af ”dejlig kage” i stedet for ”disse dage”). Hos den, der misforstår, opstår så en følelse af flovhed, når man opdager, at det gik galt – og hos den anden normalthørende en vis forundring. Smalltalken er dermed ikke længere en tryghedsskabende indgangsvinkel til nye mennesker, men en udfordring, som mange med nedsat hørelse fravælger. I stedet kommer man til at stå lidt for sig selv og måske føle sig udenfor.
Det er i det hele taget en velkendt reaktion på høretab, at man begynder at undgå socialt samvær, netop fordi det kan føles både flovt og skamfuldt at høre dårligt. Det er nemlig desværre sådan, at det at høre dårligt og at være mindre godt begavet, kobles sammen – nok fordi, at den, der hører dårligt, kan være lidt langsommere i replikken og til tider svarer forkert. Vi kender det fra udtrykket: ”Den blinde stakkel, det døve spektakel”. Selvom man altså ved, at man er normalt begavet, kan man begynde at blive bange for, at andre skal synes det modsatte grundet høretabet. – Dette lagt sammen med følelserne af skam og flovhed gør, at det følelsesmæssigt set kan føles mindre belastende at blive hjemme. Et høretab kan altså medføre smertelige følelser, som igen kan udvirke isolation, lavt selvværd og sluttelig til forringede udviklingsmuligheder – for det er jo i kraft af det givende samvær med andre, at vi udvikler os.
Denne fordom ligger også bag, at mange mennesker venter med at få et høreapparat, til det er absolut påkrævet. For et høreapparat stiller jo det til skue, som man ikke ønsker skal blive synliggjort, nemlig høretabet. Man tror, at omgivelserne vil synes, at man er mindre værd og ubegavet. Og – man ønsker ikke at være til besvær. Faktisk er det lige omvendt. Den dag, hvor man begynder at bruge høreapparat og fortæller omgivelserne om ens høremæssige behov, er der langt mindre sandsynlighed for, at man svarer forkert, fordi man nu kan høre bedre. Og når man deles med omgivelserne om ansvaret for, at kommunikationen lykkes, er det også et fælles ansvar, når kommunikationen mislykkes. Der bliver med andre ord flere skuldre til at bære på problematikken. Og man begynder måske endog at finde ud af, at omgivelserne gerne vil gøre deres til, at man kan være med i samtalen, bare de ved, hvad det er, de skal gøre – og bare man af og til husker dem på det. Høretabet er jo usynligt og glemmes derfor så let – af omgivelserne.
For høretab gælder det gamle udtryk: ”Kun den ved hvor skoen trykker, som har den på”. Det er kun personen med høretabet, som fuldt ud forstår, hvad det vil sige at høre dårligt. Det kan være tungt og krævende altid at skulle gøre opmærksom på sine høremæssige behov. At skulle udstille sig som den, der har et høretab. Derfor er det godt, hvis man til tider har mulighed for at træffe andre, der også hører dårligt, så man kan udveksle erfaringer og komme til at føle sig styrket via samværet med ligestillede. Det kan give kræfter til igen at være i den normalthørende verden, hvor kampen for at høre og forstå er en daglig udfordring.
(Artiklen er blevet bragt i magasinet ”Gehør”, 2. kvartal 2007).