HOUSE OF HEARING

TINNITUS     MÉNIÈRE     HØRETAB     LYDOVERFØLSOMHED     COCHLEAR IMPLANT  

Afgørelse truffet af:                             Afgørelsesdato:                Uds. Dato                    Nummer:        J.nr.

Ankestyrelsen                                     24-03-2010                      30-04-2010                 104-10            3500663-09

 

Status:   Gældende

Principafgørelse om: hjælpemiddel - høreapparat - udskiftning - bevilling - privat leverandør

 

Lov:

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 941 af 1. oktober 2009 - § 112

 

Bekendtgørelse:

Socialministeriets bekendtgørelse nr. 987 af 6. august 2007 om hjælp til anskaffelse af hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven § 2 og § 4, stk. 6.

 

Resumé:

Hjælpemiddelbekendtgørelsens ordlyd om, at en ansøger, som har valgt at benytte en privat leverandør tidligst kan bevilges et nyt høreapparat efter 4 år, skal forstås således, at ansøger har ret til udskiftning af sit høreapparat efter 4 år, hvis ansøger fortsat opfylder betingelserne for at bruge høreapparat.

Ansøger skal ansøge kommunen om at få et nyt høreapparat før høreapparatet anskaffes. I den konkrete sag kunne ansøger ikke få betalt et nyt høreapparat, da høreapparatet var anskaffet, inden bevillingen var givet.

 

Afgørelse:

Afgørelse i din sag om udskiftning af høreapparat

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse om fortolkning af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 6 om at der tidligst kan bevilges nyt høreapparat efter 4 år.

Resultatet er

• A Kommune skal ikke betale for et nyt høreapparat da høreapparatet er anskaffet før bevillingstidspunktet.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY, men med en anden begrundelse.

 

Begrundelsen for afgørelsen

Begrundelsen for afgørelsen er at der normalt ikke kan ydes støtte til et hjælpemiddel, som ansøgeren selv har anskaffet, inden bevilling er givet.

I dit tilfælde, er høreapparatet udleveret inden ansøgningen er sendt til kommunen og dermed inden der foreligger en bevilling. Herved har kommunen ikke haft mulighed for at vurdere om du fortsat opfylder betingelserne for høreapparat.

Du kan derfor ikke få betalt dit høreapparat af kommunen.

Ankestyrelsen finder ikke, at der er grundlag for at tilsidesætte udgangspunktet i hjælpemiddelbekendtgørelsen da anskaffelsen af hjælpemidlet ikke havde uopsættelig karakter.

Vi har lagt til grund, at det er oplyst, at du fik et brev fra en godkendt privat leverandør om at der nu var gået 4 år siden du sidst fik nyt høreapparat og du kunne derfor komme og få et nyt. Høreapparatet blev udleveret til dig fra leverandøren samtidig med at der sendes en ansøgning til kommunen.

Vi har lagt vægt på, at det fremgår af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 4, stk. 6, at en ansøger, der har valgt at benytte muligheden for frit valg af privat godkendt høreapparatleverandør, tidligst kan bevilges et nyt høreapparat efter 4 år regnet fra tidspunktet for ibrugtagning.

Denne bestemmelse er uddybet i vejledning om hjælpemidler, biler, boligindretning m.v. hvoraf det fremgår, at hvis betingelserne for høreapparat fortsat er opfyldt, vil modtageren som udgangspunkt have ret til udskiftning efter 4 år.

Ankestyrelsen finder således, at en ansøger, som har valgt at benytte en godkendt privat leverandør, har ret til udskiftning af sit høreapparat efter 4 år, hvis ansøger fortsat opfylder betingelserne for at bruge høreapparat.

Ankestyrelsen finder endvidere, at selvom en ansøger har ret til et nyt høreapparat efter 4 år, fremgår det af hjælpemiddelbekendtgørelsens § 2, at der normalt ikke kan ydes støtte til hjælpemidler, som ansøger selv har anskaffet, inden bevilling er givet.  

 

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da nævnet traf afgørelse i sagen

• Nævnets afgørelse af 19. oktober 2009

• Klagen til Ankestyrelsen af 19. november 2009

• Nævnets genvurdering 

 

Sagsfremstilling

Kommunen traf den 18. februar 2009 afgørelse om afslag på tilskud til høreapparater. Kommunen begrundede afslaget med at speciallægen har vurderet, at de tidligere høreapparater var velfungerende.

Nævnet stadfæstede den 19. oktober 2009 kommunens afgørelse med samme begrundelse.

Ansøgers advokat klagede over afgørelsen med henvisning til at det fremgår af punkt 152 i vejledning om hjælpemidler, at ansøger har ret til udskiftning af sine høreapparater efter 4 år.

 

House of Hearing • Sankt Knuds Vej 36 • 1903 Frederiksberg C •  Telefon: 60 22 27 32

info@houseofhearing.dk